Det er nemt bare at se på alle de fremskridt, vi gør som samfund, og så overse alle de steder, hvor der stadig er plads til forbedring. Det er typisk ting, som den gennemsnitlige dansker ikke støder på, men som i sidste ende er med til at underminere vores såkaldte velfærdsstat. Vi har vel efterhånden alle hørt udtrykket ”sikkerhedsnet” som noget, vi her i Danmark har valgt at give hinanden gennem vores skattekroner, men det er desværre en forsikring, der ikke dækker lige så godt, som de fleste danskere tror. Dét og andre problemer i vores samfund fører til, at visse former for tortur stadig sker hver dag i vores samfund.

Først og fremmest har vi skolen, som både er et fængsel og et sted, hvor fængselsvagterne alt for ofte enten overser, hvad nogle af de indsatte gør ved de andre, eller simpelthen ikke er klar over, at det sker. I sidste ende sker der dog alt for ofte ting, som kun kan kaldes tortur, når de voksne i vores samfund er klar over at de sker, men ikke gør noget drastisk for at forhindre det. Det er jo ikke dem, der går ud over, og så er det vel i orden… selv om det da heller ikke er uhørt, at den slags foregår på arbejdspladsen, men så kan man i det mindste sige op, hvis man ikke er decideret afhængig af det specifikke job for at få mad på bordet eller tilbagebetale lån.

Tortur er også en ting, der stadig sker i de rigtige fængsler. Isolering af fanger er noget, der ifølge FN og flere menneskerettighedsorganisationer anses for at være tortur og nogle fanger har da også udtalt, at de hellere ville have været udsat for fysisk tortur end isolationsfængsling. Det her er dog et område, som vi aktivt arbejder med i Danmark efter international kritik så sent som i 2008, der førte til nedsættelsen af en arbejdsgruppe specifikt til at undersøge, hvordan vi kan begrænse brugen af isolationsfængsling.

Sidst men ikke mindst har vi det, jobcentrene og Ankestyrelsen stadig den dag i dag gør mod dem, der tydeligvis ikke er i stand til at have et arbejde uden i høj grad at gå på kompromis med deres helbred. For dem burde det være muligt at gå på førtidspension, men det er simpelthen bare ikke tilfældet i enkelte kommuner i dagens Danmark. I stedet udsættes folk uden arbejdsevne og kroniske smerter eller psykiske problemer for meningsløst ressourceforløb efter meningsløst ressourceforløb, som kun gør dem mindre i stand til at arbejde, hvis det da overhovedet er muligt.