Vi har alle set en t-shirt til 1000 kr. eller et bælte til det dobbelte og tænkt ”er du nu også pengene værd?” Når man kan købe ti til tyve gange så mange t-shirts og bælter til den samme pris, hvorfor så betale så meget for en enkelt? For nogle er det mærket, der er vigtigt, så de kan blære sig og vise hvor mange penge de (ikke længere) har. For andre er det designet, der gør, at det er pengene værd, selv hvis det kun er små forskelle i syningen – det kan nemlig stadig have stor betydning for, hvordan det ser ud og føles, når vi har tøjet på. Til sidst er der argumentet med kvalitet, som går på, at man kan gå i tøjet i ti gange så lang tid, eller at man kun har brug for nogle få stykker tøj, så hvorfor ikke sørge for at kvaliteten er i orden.

Nogle mener at en hvid t-shirt fra Moncler er 1000 kr. værd, fordi den har alle tre ting: et kendt og respekteret mærke, et stilrigtigt og moderne design, der sidder helt rigtigt, og kvalitet der kan holde i årevis og stadig se godt ud. Det kan være vigtigt for især forretningsfolk, der enten rejser meget og ikke har tid til at skifte garderoben ud eller har brug for tøj, de ved er høj kvalitet, i stedet for at gamble på et tilfældigt mærke, der bare ved første øjekast ser okay ud.

Debatten omkring værdien af de dyre mærkevarer i forhold til de mindre kendte findes også andre stedet end i tøjbranchen. Vi har alle sammen prøvet at købe medicin og så set, at der er et andet mærke med samme ingrediensliste til en langt lavere pris. Det er et område, hvor de fleste er enige i, at man lige så godt kan købe den billige version, fordi der reelt ikke er nogen forskel ud over navnet på medicinen og det kendte mærke. Mange af dem er endda produceret det samme sted i Kina, og i de tilfælde er der virkelig slet ikke nogen forskel, med mindre der står et andet navn på pillerne, men i så fald er det den eneste forskel.

Forskellen på kvalitet og kvantitet kan også ses andre stedet, for eksempel blandt arbejdere, hvor nogle virksomheder vælger at outsource arbejdet til udenlandske arbejdere, der kun tager en femtedel eller mindre af, hvad en dansk arbejder ville tage. Arbejdskraften er dog generelt af lavere kvalitet på grund af et lavere uddannelsesniveau, hvilket resulterer i ringere engelskkundskaber, dårligere kommunikation og lavere evne indenfor hvad end de arbejder med. Det ses blandt andet i softwarevirksomheder, hvor en dansker ville koste 40 til 50 tusinde om måneden mens en Filippiner kun tager 4 eller 5 tusinde kroner – og så slipper man for alle de ekstra udgifter, hvis man hyrer en freelancer.