Jeg er en mand, der aldrig har gået specielt meget op i biler. Det var noget jeg var utroligt opmærksom på da jeg voksede op, fordi jeg følte at der var ”noget galt” med mig. Rigtige mænd gik op i biler, ikke? Hvorfor sagde de ikke rigtigt mig noget?

Men så snart man kommer væk fra de giftige uddannelsesinstitutioner, så finder man ud af at alle folk er forskellige. Den eneste grund til, at folk virker til at være så ens i folkeskolen og gymnasiet er, at unge mennesker har en helt masse usikkerhed. Det fører til en naturlig trang til at associere, og identificere, sig med en stor gruppe. Ingen har lyst til at stå alene, og det betyder at man er villig til at skubbe sin egen personlighed til siden for at passe ind. Det er derfor der er de store kliker, og at folk bliver mobbet for ikke at passe ind. Det virker som en nødvendighed i disse unge hjerner, at identificere sig med den stærke gruppe, og mobbe andre, for selv at undgå at blive mobbet.

Så fordi fascinationen af biler er noget, der er en stereotypisk maskulin ting, så var det naturligvis noget som folk jeg voksede op sammen med gik ind og adopterede. Det er ikke en ”løgn” som sådan, for jeg tror på, at alt kan blive spændende hvis man bruger tid nok på at sætte sig ind i det. Så med tiden er mange af disse unge mænd vokset op, og har udviklet en reel interesse for biler. Jeg hoppede dog ikke ind i gruppen dengang, led under det som ung, men har i dag helt andre interesser.

Men pludseligt så jeg en bil, der fangede min opmærksomhed. Jeg var nede på bmw service værkstedet med min kammerat, der skulle have ordnet sin bil, og der så jeg den: en azure blå BMW. Jeg vidste ikke engang hvilket mærke den var, eller nogen som helst statistikker eller tal om modellen. Jeg anede ikke hvor langt den kunne køre på literen, hvor hurtigt den kunne accelerere fra 0 til 100 km/timen, eller noget som helst andet. Men det var ligegyldigt for mig: jeg har ikke nogen særlige behov, enhver bil ville i princippet kunne klare alt hvad jeg har brug for. Men den her bil talte til mig. Den var bare helt perfekt. Jeg tog hjem den dag, og drømte videre: min kone spurgte mig hvor jeg var henne i mine tanker, og jeg fortalte hende at min nye drøm var blå som himmelen.

Det tog mig et stykke tid at spare pengene op og finde ud af alt papirarbejdet, men i forgårs blev min drøm endelig til virkelighed. Min azure blå BMW holder ude i garagen lige nu, og jeg har aldrig været mere glad.