Jeg har arbejdet med blomster, planter og haver i snart 50 år nu. Det har altid være en passion for mig, og jeg var lykkelig da jeg fandt ud af, at jeg kunne leve af mine grønne fingre. Der er ikke noget jeg ved bedre, end at være omgivet af natur, og have mine fingre dybt nede i den jord, der får det hele til at gro. Jeg glemmer fuldstændigt tiden når jeg arbejder med planter, og det gør at min arbejdsdag flyver afsted. Det betyder også, at jeg på ingen måde er træt af planter når jeg kommer hjem: her går jeg ud i haven, og arbejder videre med de blomster, der er helt mine egne.

For nyligt havde jeg dog lidt en hovedpine derhjemme. Jeg havde fået mig nogle slyngplanter ved navn klematis, og jeg syntes ikke rigtigt jeg kunne få dem til at gro som jeg gerne ville. De voksede fint nok, men jeg havde en ret detaljeret plan, hvor de gerne skulle slynge ind i et træstakit jeg selv havde bygget. De slyngede dog anderledes, end jeg lige havde regnet med. Jeg følte mig på bar bund, og det var noget der gjorde noget ved mit ellers gode humør.

Henne på arbejdet var det faktisk også noget lærlingen lagde mærke til. Normalt er jeg typen, der altid har et kæmpe smil på læberne, og laver sjovt med alt og alle. Men denne dag var jeg åbenbart ret stille. Ikke at jeg var direkte sur eller ked af det, men mit hoved var bare et andet sted: jeg kunne ikke holde op med at tænke på min klematis.

Så lærlingen spurgte, hvad der dog gik mig på. Først var jeg lidt overrasket, og var i tvivl om hvad han mente. Men det gik her hurtigt op for mig, at jeg ikke rigtigt var til stede på arbejdet. Jeg var et andet sted i mine tanker, og det kunne selvfølgelig mærkes af mine kolleger. Jeg fortalte ham om mit problem, og han nikkede forstående. Han fortalte mig, at hans mor havde haft klematis i haven, lige siden han var et barn, og at han måske kunne hjælpe.

Jeg er måske lidt en arrogant mand nogle gange, men jeg regnede virkeligt ikke med, at lærlingen kunne lære mig noget nyt om planter. Jeg inviterede ham dog alligevel over: om ikke andet, så kunne vi snuppe en øl, og jeg kunne stolt vise min have frem. Men her må jeg nu nok sige, at lærlingen slog mesteren. Der var ikke gået en halv time fra han var ankommet, og til han havde fundet noget fiskesnøre frem, og tvunget slyngplanten på plads. Tre måneder senere var min klematis slynget rundt om stakittet nøjagtigt som jeg havde planlagt det: og det kan jeg takke min lærling for!