I Danmark har vi en helt masse regler – måske endda flere, end de fleste andre lande har. Når jeg siger regler, så mener jeg ikke love. Love er ting, som håndhæves igennem politiet og domstolene, hvor der er en straf forbundet med at bryde dem. De har generelt til formål at sikre, at vi danskere kan leve i frihed, ved at begrænse friheden til ting der ikke går ud over andre mennesker. For mig er regler noget andet: regler er princippet, som man ikke ender i en domsstol ved at bryde, men som kan have sociale konsekvenser. Du kan bryde reglerne uden at politiet bliver sendt efter dig, men folk vil alligevel ryste på hovedet og måske undlade at have noget med dig at gøre.

Som et eksempel på en regel vi har i Danmark, som de fleste nok kender til, kan nævnes de forskellige regler vi har omkring ”gode manerer” ved middagsbordet. Det er imod reglerne, at begynde at spise, før alle har sat sig til bords. På samme måde er det imod reglerne, at rejse sig og gå væk fra bordet, før alle er færdige med at spise. Du kan bryde disse regler uden at en uniformeret betjent kommer og banker på døren med en bøde eller en retsindkaldelse i hånden. Men alt efter hvem du spiser sammen med, så kan du risikere en social straf. Du kan let gøre familie eller venner vrede eller kede af det, ved at bryde reglerne, og det kan have betydning for hvordan de behandler dig bagefter.

Det interessante er, at disse regler typisk er opbygget modsat af love. De har ikke til formål at beskytte individets frihed på de punkter hvor det ikke går ud over andres frihed, men derimod at begrænse individets frihed hvor andres præferencer er i spil. Hvis du forlader middagsbordet så snart du er færdig med at spise, så begrænser du ikke de andre personers mulighed for at spise videre. Det ville være langt ude med en lov på det område: tænk hvis det var ulovligt for dig, at rejse dig og gå når du havde lyst? Men alligevel har vi regler på området: det er uhøfligt, fordi de andre foretrækker at du sidder og stirrer på dem spise, frem for at lave noget andet og mere spændende.

Jeg synes love giver rigtigt god mening. Hvis du kører bil i beruset tilstand, så er du ikke bare til fare for dig selv, men også for andre mennesker. Vi begrænser derfor din frihed til at køre i bil, til når din promille er indenfor en sikker grænse, fordi andres frihed ellers sættes på spil. Folk har ret til at kunne køre rundt på de danske veje, uden at skulle være konstant på vagt overfor fulde chauffører. Hvis din bilrude knuses af en sten, så er der en lov der siger, at du skal få foretaget udskiftning af forrude hurtigst muligt: ikke fordi vi har en præference om udseendet på andres bilruder, men fordi en knust bilrude mindsker dit udsyn og derfor sætter andre mennesker ve og vel på spil.

Men regler? Regler er til for at blive brudt. Hvis alle bare følger reglerne, så bliver de aldrig udfordret. Det er nødvendigt at udfordre dem, fordi mange af dem blot følges blindt: det er ikke sikkert reglen giver mening længere – samfundet har trods alt udviklet sig helt fantastisk hurtigt – men ingen har tænkt sig at opdatere dem, hvis ingen stiller spørgsmål ved dem.