Jeg er nok det, man plejede at kalde for en vaskeægte bogorm. Jeg kan slet ikke få nok af bøger, og har altid gang i mindst 5 forskellige på én gang. Hver gang jeg er færdig med at læse en bog, så finder jeg min læseliste frem, og går i gang med den næste på listen. Nogle mennesker bruger deres fritid på at rejse, se fjernsyn eller gå på opdagelse i lokalmiljøet. Mine eventy foregår i sofaen eller lænestolen, hvor jeg fortaber mig i det univers, der beskrives af sorte bogstaver på en hvid baggrund, i de bøger jeg læser. Grundet min store læselyst, og generelle interesse i bøger og litteratur, så er jeg også den person som de fleste i min vennegruppe henvender sig til, hvis de gerne vil have nogle gode råd i forhold til læsestof. En af disse venner spurgte mig for nyligt om mine tanker omkring forfatteren Camilla läckberg.

Jeg har læst flere af Camilla Läckbergs bøger, og særligt ”Det Gyldne Bur” rangerer højt på min liste over bøger, jeg virkelig har sat pris på. Det var derfor rimeligt let for mig, at sætte nogle ord på de tanker jeg har omkring denne forfatter og de bøger hun har skrevet. Da jeg havde snakket med min ven i en halv times tid gik det op for mig, at disse tanker måske også var værd at dele med andre mennesker – såsom dig, der læser denne artikel lige nu. Det er grunden til, at jeg har skrevet artiklen.

Det første jeg vil sige om Camilla er, at hun virker til at være den fødte krimiforfatter. Hun har da også i flere interviews givet udtryk for, at hendes drøm om at leve af at skrive krimier var én, der allerede var tilstede i hendes barndom. Der er mange der har forfatter-drømme i en tidlig alder, og der er også nogle der formår at kaste sig ud i at blive forfatter i en meget tidlig alder. Det fascinerende ved Camilla er imidlertid, at hun ikke gik all-in på at blive forfatter trods drømmen. Hun fulgte derimod tidens og samfundets trend med, at få sig en ”ordentlig uddannelse”. Hun uddannede sig til civiløkonom og arbejde et par år i branchen.

Hvis hun ikke havde været en født forfatter, men bare en håbefuld ung pige, så havde vi nok aldrig hørt om hende. Men det viste sig, at Camilla ikke kunne flygte fra den drøm, der også var hendes skæbne. Efter få år på arbejdsmarkedet som civiløkonom var der ikke noget at gøre: hun var nødt til at skrive og udgive en bog. Det blev til bogen ”Isprinsessen” der virkeligt imponerede, og banede vejen for en succesfuld karriere som forfatter.